Peder blev født i Klemensker sogn på Bornholm (kirkebog mangler), hvor hans forældre var udbyggere. Iflg. aldersangivelsen
ved begravelsen i jan. 1785, som angives til 79 år, må Peder være født omkr. 1705. Da Peder i 1737 blev gift med Gundel,
fæstede han af Kronen samtidig et udbyggerhus samt en tønde kløvgang ved Tingsted, som ligger i den nordøstlige del af
Vestermarie sogn. Fæstet havde tidligere tilhørt hans svigerfar Morten Rasmussen. I 1744 solgte Kongen sit gods på
Bornholm og i den forbindelse købte Peder for 70 slettedaler huset. Året efter solgte de så huset for 140 slettedaler.
De flyttede derefter til et udbyggersted, som kaldes Sproe og som lå øst for Vestermarie kirke ved Vestergård. Huset
de byggede her var på 21 stolperum (fag) med stald og beboelse i samme hus. Hvor meget jord han samtidig fæstede,
vides ikke, da det var Vestergårds udmark og der derfor ikke står noget i fæsteprotokollen. I 1759, da Gundel døde,
angives de at have fire heste, fire køer og kvier, otte får og 12 lam. Så det har været et forholdsvis stort
udbyggersted. Ved Peders død 25 år senere, var der kun en enkelt ko og huset var nu kun på 10 stolperum.
|