Ole Pedersen
10. oktober 2024

Født: omk 1724
Død: 1810 i Nylars sogn på Bornholm
Far:
Mor:
Gift: 7 Mar 1750 i Vestermaire sogn på Bornholm
med Karen Jensdatter (1703-1761)
Gift: 5 Feb 1762 i Nylars sogn på Bornholm
med Karen Hansdatter
Børn: 1763 Karen Olsdatter
1768 Anne Olsdatter
1770 Margrethe Olsdatter (†1770)
1771 Margrethe Olsdatter
1775 Dorthea Olsdatter
Gift: 25 Nov 1775 i Nylars sogn på Bornholm
Boel Kirstine Olsdatter (1751-1830)
Børn: 1776 Peder Olsen
1781 Malene Olsdatter
1789 Hans Olsen

Ole er født omrking 1724 iflg. angivelserne i folketællinger og begravelse. Hvor han er født, er usikkert, da der er født flere med navnet Ole/Oluf Pedersen i årene 1723-1725 på Bornholm.
I 1750 giftede Ole sig med Peder Larsens enke Karen Jensdatter (1703-1761). Hun boede i Vestermarie sogn på Bornholm. Peder Larsen, der døde i 1741, havde være udbygger og havde fæstet 2 tønder sædejord på det 4. udbyggersted ved 39. selvejergård - Hakonsgård. Kort før Karen og Ole blev gift, opsagde Karen fæstet af de 2 tønder sædejord, med undtagelse af 2 skæpper, som Ole derimod fæstede. Syv år senere fæstede han yderligere 1 tønde sædejord på 6. udbyggersted ved samme gård. I 1761 døde Karen. Tre og halv måned senere giftede Ole sig med Karen Hansdatter fra Nylars sogn. Hun var omkring 15 år yngre end Ole. De blev boende i Vestermarie sogn indtil 1775, hvor Karen døde 34 år gammel. To måneder før Karens død havde Ole opsagt fæstet. Hvorfor vides ikke. Fire måneder efter Karens død giftede Ole sig for tredje gang. Denne gang med den 26 år yngre Boel Kirstine Olsdatter fra Nylars sogn. De bosatte sig på udmarken ved 20. selvejergård - Langensgård - I Nylars sogn. Til udbyggerstedet var der lidt jord, men det ser dog ikke ud til, at det var nok til at leve for, for både i folketællingen i 1787 og i 1801 står, at han foruden at være udbygger med jord, også var betler. Ved sin død benævnes han som fattiglem.
I 1781 ved dåben af hans datter Malene bliver Ole benævnt med navnet Aakiær. Dette bliver han herefter i flere kilder. I kirkebogen ved Boel Kirstines død i 1830 står: 'Boel, Ole Aakers Enke'. Det kunne måske tyde på, at Ole oprindeligt kommer fra Aaker sogn. I Aaker sogn er der også i 1725 døbt en Ole Pedersen, men jeg har endnu ikke fundet noget bevis for at det er den rigtige.