Svaneke kirke

Kirken ligger smukt på grænsen mellem by og land. Efter en ombygning 1881 (akr. M. Bidstrup) består den nu af skib med apsis mod øst og tårn i vest. Af det oprindelige sengotiske skib står vestgavlen og ca. 15 m. af sydmuren, råt opmuret af kløvet kamp uden forbandt. Ved ombygningen blev nordsiden og østgavlen nedrevet og skibet forlænget mod øst, hvor den nu afsluttes med en apsis, alt af mursten. Samtidig indsattes overalt rundbuede jernvinduer, og skibet fik nyt bræddeloft, der følger spær og hanebånd. Tårnets kampestensunderbygning er antagelig fra renæssancetiden, mens klokkestokværkets egebindingsværk vist er fra 1789, samtidig med det høje, spånklædte spir. En diminutiv tagrytter over skibets østgavl har måttet vige pladsen for en skorsten. To bindingsværks våbenhuse blev nedrevet i 1837 og indgangen henlagt gennem en dør i tårnets nordside. Loftet over nordre våbenhus anvendtes 1729 som krudtmagasin.

Størsteparten af inventaret er fra ombygningen i 1881. Altertavlen er et maleri, Kristus og synderinden, af A. Dorph 1882. Træfonten er af nyere dato og drejet i eg. Prædikestolen er et barokarbejde fra 1683 med snosøjler på hjørnerne, brudte arkadefelter og stærkt udladende, løgformet underbaldakin, som ender i en drueklase. Dens staffering fra 1955 er af Helge Nielsen.















Præstetavlen i Svaneke kirke


Den første del af præstetavle med Michel Nielsen (Noseby) som nr 7.
De 77 år og årstallet 1666 hentyder ikke til hans død, men til det år, hvor han overlader præstekaldet til Bendt Jensen.
Degnen i Aakirkeby Rasmus Ravn skriver i sin Borholms krønike fra 1671, at Michel Nielsen reciderer i Svaneke, hvor han også prædiker hver fredag.


Kilder: Trap Danmark 5. udgave, Bornholms Amt.
Danmarks Kirker (1970)
Bornholms Krønike af Rasmus Ravn