Lille Pilegård i Bodilsker sogn på Bornholm

Lille Pilegård 1946. Foto tilhører Det Kgl. Bibliotek.
7 selvejergård Lille Pilegaard - Navnet evt. på grund af piletræer eller fordi, Lars Hansen Pihl boede der 1803-1808. Kaldtes også 'I Gadeby'. Gården blev i 1665 pantsat til Regidse Grubbe.
Hun var gift med Hans Ulrik Gyldenløve, hvis mor Karen Andersdatter var en af Christians d. IV's friller. Som enke havde Regidse Grubbe af Frederik d. III. fået i pant i alt 1820 td. hartkorn eller omkring ¼ af Bornholm. På grumd af et mordforsøg på sin nabo grevinde Birgitte Parsberg, blev hun 28. august 1678 forvist til sit forleningsgods på Bornholm for under livsstraf at forblive der. Hendes forleningsgods blev 1. maj 1680 inddraget så fæsteindtægter og skatter kom under Hammershus amtstue. Men hun kom ikke til at sulte, idet hun årligt fik 1000 rigsdaler. Hun døde vinteren 1690.

Kilde: Aage Kure.

Gården ligger vestligt i sognet, lidt syd for landevejen Nexø - Aakirkeby og er i dag på 23 ha.





Lille Pilegård 2009   

Plan over stuelængen på Lille Pilegård i Bodilsker, rekonstrueret efter en synsforretning 1728. Gården var 4-længet. Fra gårdspladsen kom man ind i en forstue, og havde foran sig køkkenet med det åbne indsted, hvorfra der også blev fyret i bilæggerovnen, der stod i stuen. På den ene side af forstuen var der stegers (bryggers) med den murede bageovn og "lynghus", på den anden side lå stuen med sine faste bænke, bordet og de lukkede senge. Bag stuen et fag med "krophuset" og et kammer, der kunne låses af, begge til opbevaring af fødevarer m.v., og endelig herbergshuset, der blev anvendt til gæstebud og soveplads for gæster og børn.
(Der står, at gården var 4-længet, men iflg. synsforretningen nedenfor, er der kun nævnt 3 længer. Nemlig stuehuset, en nordre længe på 9 fag og en østre længe på 5 fag. Det kunnee dog se ud til, at man var ved at opføre en vestre længe, da der ligger en del egetømmer der.)

Kilde: Byen, Landet og Havet, Nexø og omegns historie

Synsforretningen 1728.

Stuem er 4 stolperum (= fag) med gammelt delletilde (dæletilje = bræddeloft) over, tvende døre, nemlig en stuedør og en krobhusdør, som begge hænger med jern, 6 mådelig gode vinduer, med car (= karme) og buer (= rammer) synden til, en list (= hylde) for bordenden, en gammel rødteglskakkelovn med et gammelt rækværk omkring, tvende bænke samt alt andet, som ler og nagelfast er, à stolperum sat for 3 slettedaler er
12 sldl. 0 mk.
Næst østen op til stuen et stolperum krobhus med et afdelt kammer, en låsfast dør og et mådeligt godt vindu norden til, med gammelt delletilde over, stolperum ansat til penge
2 sldl. 2 mk.
Endnu østen for: tvende stolperum som er herbergshus med gammelt delletilde over, item en dør uden lås, som hænger med jern, med en gammel lynggavl i den østre ende, à stolperum sat til 2 sldl.1 mk. er
4 sldl. 2 mk.
Vesten stuen er 2 stolperum afdelt til forstue og ildsted med gammelt flagetilde over, tvende halvdøre norden til og en mellemdør, som hænger på jern, à stolperum sat for 2 sldl. 1 mk.
4 sldl. 2 mk.
Nok vesten for er 3 stolperum stegehus, hvor over af de 2 stolperum er gammelt flagetilde, under samme 3' stolperum findes en gammel kjølne og bageovn, à stolperum sat for 2 sldl. 1 mk. er
6 sldl. 3 mk.
Endnu vesten for stegehuset et stolperum lynghus, sat for penge
2 sldl. 1 mk.
Den nørre ladelænge, 9 stolperum à 1 sldl. 3 mk.
15 sldl. 3 mk.
Den østre ladelænge, 5 stolperum à 1 sld. 2 mk.
7 sldl. 2 mk.
Endnu findes vesten i gården 3 bundt tømmer med bjælker, lejder, spænder og stolper, som er godt egetømmer, som ligger så godt som nedfalden, à bundt sat for penge 1 sldl. er
3 sldl. 0 mk.
-----------------
Gårdens huse og bygninger tilsammen
58 sldl. 3 mk.
-----------------
8 tdr. ld, rug- og bygjord vesten og synden gården à td. ld. 3 sldl.
24 sldl. 0 mk.
2 td. ld. bygjord nord imod det gamle udgærde, formedelst dens udygtighed à 2 sldl.
4 sldl. 0 mk.
26 td. ld. havrejord à 1 sldl. 3 mk.
45 sldl. 2 mk.
Engisbund til 17 læs engis à 1 sldl. 3 mk.
29 sldl. 3 mk.
-----------------
Sædejord og engisbund tilsammen
103 sldl. 1 mk.
-----------------
I de gårds herligheder, som er gårdsrum, en liden have synden til under vinduerne, en liden skovbund, kløvergang med dam og damsted, kålhave, gårdstræer, brønd og brøndsted samt alt andet, sat for penge
50 sldl. 0 mk.
-----------------
Gården ganske sætning
212 sld. 0 mk.
-----------------

Kilde: Bogen om Bornholm, red. R. Nielsen og Th. Sørensen.

Kendte fæstere og ejere af gården.
Overtagelse
1610 Peder Lassen
1643 Bartholomeus Sander
1679 jb Erland Nielsen
1681 Hans Nielsen - 1656-1699
1699 ops Peder Henrichsen - 1668-1706
1706 ops Michel Madsen
1729 Jens Madsen - 1688-1735
1731 Anders Jespersen Munch - 1704-1783
1762 Hans Christensen - 1738-1810
1803 Lars Hansen Pihl - 1783-1833
1805 Hans Andersen
1809 Hans Michelsen
1813 Esper Hansen - 1788-?
1834 Kirsten Mortensdatter - 1789-1858
1857 Jacob Peter Nørregaad - 1820-1879
1885 Mathias Peter Nørregaard - 1859-1930
1918 Thor Henning Nørregaard - 1890-1985
1960 Erik Nørregaard - 1930-?

jb = står i jordebogen det år
ops = opsidder (ikke ejer, men gift med enken efter forrige ejer)